Topbillede med logo

HVAD HAR JEG KRAV PÅ I BANKEN?

Alle forbrugere har ret til en basal indlånskonto ifølge god skik-reglerne og til en basal betalingskonto, ifølge lov om betalingskonti.

Den basale indlånskonto er den mest enkle konto, du kan få. Du har ret til at hæve og indsætte kontanter samt få udstedt et debetkort med saldokontrol.

Ved en basal betalingskonto har du mulighed for at hæve kontanter samt få udstedt et betalingskort med saldokontrol, som kan anvendes i hele EU samt på Internettet. Du har ligeledes adgang til Netbank, herunder mulighed for at tilmelde regninger til betalingsservice.

Begge konti kan benyttes som NemKonto.

Bankerne har i henhold til reglerne om hvidvask og terrorfinansiering pligt til at identificere dig som kunde ved navn, adresse og CPR-nr. Du skal derfor indgive dokumentation enten i form af dit kørekort eller pas. Herudover skal banken identificere fremtidige forventninger til store bevægelser på dine konti, herunder udenlandske betalinger.

Du kan læse mere om information og rådgivning samt lovgivning bag "kend-din-kunde" princippet her:

Bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder 

Vejledning om bekendtgørelse om god skik findes på Finanstilsynets hjemmeside. 


SÅDAN SKIFTER DU BANK

Der er forskel på, hvad de enkelte banker kan tilbyde dig som kunde både i forhold til rådgivning og produkter, og du har som forbruger altid mulighed for at skifte bank.

Du kan sammenligne bankernes priser og gebyrer her på hjemmesiden. Når du sammenligner prisen på lån, er det bedst at tjekke ÅOP, som tager højde for alle omkostninger på lån. 

Hvis du ønsker at skifte bank, skal du kontakte den nye bank, som du ønsker at være kunde i. Din nye bank klarer resten af bankskiftet. Såfremt du skal optage et lån i banken, skal du udlevere dine seneste lønsedler samt årsopgørelse.

Din nye bank hjælper dig med at give din arbejdsgiver eller offentlige myndigheder besked om dit bankskifte og dine nye konti. Du skal tage stilling til, hvilken af dine konti der skal være din NemKonto.

Betalingsserviceaftaler og andre kontooverførsler kan din nye bank flytte, således at dine regninger fremover betales fra din konto i den nye bank. Vi anbefaler at bede banken om at vente med at flytte betalingerne, indtil alle månedens regninger er betalt.

https://finansdanmark.dk/gode-raad/saadan-skifter-du-bank/

 

LÅN I BANKEN

Forbrugere kan i banken gøre brug af en række lån til finansiering af bolig, bil og forbrugsgoder. Hvis du gerne vil have et lån, skal du kontakte din bank og lave en aftale med din rådgiver om et møde. Ved mødet vil du sammen med rådgiveren gennemgå dine økonomiske forhold, herunder dine indtægter og dit budget. Din bankrådgiver har pligt til at foretage en kreditværdighedsvurdering af dig. Kreditværdighedsvurderingerne ligger til grund for bankens beslutning om, hvorvidt den vil yde dig det pågældende lån. Til brug for kreditværdighedsvurderingen vil banken bede dig om:

  • Lønsedler
  • Budget
  • Årsopgørelse fra SKAT 

Læs mere om dette på din banks hjemmeside eller tal med din bankrådgiver.

Pengepriser.dk yder ikke rådgivning om de enkelte lån og din konkrete situation, hvorfor vi henviser til at kontakte din bankrådgiver.


GEBYROPLYSNING

Som forbruger har du i forbindelse med en aftale om en betalingskonto krav på at få udleveret et gebyroplysningsdokument, jf. § 3 i lov om betalingskonti.

Formålet med gebyroplysningsdokumentet er at gøre det lettere for forbrugeren at sammenligne de forskellige pengeinstitutters priser. På den måde kan du som forbruger indhente forskellige tilbud om betalingskonti fra de forskellige pengeinstitutter, inden du indgår en aftale om betalingskonti.

Ønsker du at læse flere gode råd til dig som forbruger, henviser vi dig til vores hjemmeside http://finansdanmark.dk/gode-raad/

​​
 
Vi samler statistik ved hjælp af cookies. Surfer du videre, accepterer du dette. Afvis her